Artikler

Finn Savery: Dualisme, mangfoldighed og integration

Af Erik Christensen

Finn Savery er en flerspors musiker og komponist. Gennem hele sin musikalske karriere har han været aktivt udøvende jazzpianist og aktivt skrivende partiturkomponist. Han har et udogmatisk forhold til musikalske stilarter og komponerer i et bredt område mellem tonal tradition, europæisk modernisme, folkemusik, populærmusik, jazz og rock. Han kan rendyrke en stil eller skabe sammenstød eller glidende overgange mellem forskellige musikformer, ofte ved at udkomponere en musikalsk substans på flere måder. ”For mig er det afgørende, at værkerne lykkes som værker, og jeg er i og for sig ligeglad med hvad det er for stilarter man synes der optræder i dem. For mig er det næsten ligesom at komponere i forskellige tonearter, det hører med alt sammen, det er alt det man forholder sig til, som man føler noget for, det indgår i ens sprog, det hører med”. Savery komponerer i et kontinuum mellem enkle melodier og kompleks konstruktion, fra tonalitet, pentatonik og modalitet til kromatisk atonalitet, fra klassiske taktarter og polyrytmik til swingende jazzrytme, fra regelmæssig puls til frit flydende forløb, fra nedskrevet partitur til improvisation i varierende grader af frihed.
Finn Savery er født 1933. Som søn af pianisten og musikpædagogen C.M. Savery blev han i en tidlig alder stimuleret af musikalske indtryk fra det aktive miljø omkring Frederiksberg Folkemusikhøjskole. Fra 1953 til 60 studerede han ved konservatoriet i København, uddannede sig som pianist og fik undervisning i instrumentation og komposition i nogle år. Men det var andre faktorer der fik afgørende betydning for Saverys udvikling som komponist: Mødet med Dizzy Gillespies og Charlie Parkers bebop-musik, som gav ham impulsen til at danne sit eget jazzorkester som 15-årig, oplevelsen af Duke Ellingtons orkester i København i 1950, Miles Davis’ modale jazz fra slutningen af 50rne og mødet med Pierre Boulez og serialismen ved musikkurset i Darmstadt 1960.

Succes og eksperimenter

Savery bragte jazzen og den europæiske modernisme sammen i oktetten Dualisme (1961), der veksler mellem blødt flydende afsnit med fri anvendelse af tolvtonerækker og nedskrevne jazzafsnit med markante accenter og rytmisk puls i bas og slagtøj. I første række blev det jazzen og de populære musikformer, der gav Savery et gennembrud som komponist i tresserne. I 1961 skrev han på bestilling i løbet af få uger musikken til Frihed – det bedste guld, Erik Knudsens ”vaudeville-satire” over forbrugersamfundet, med modal jazz som grundlag og indslag af talrige andre genrer: cha-cha-cha, rhythm and blues, højskolesang og slagere – sangnumre med direkte og slagkraftige melodier, intense rytmer og præcis harmonik og instrumentation.
Året efter fulgte det afgørende gennembrud med musikken til Ernst Bruun Olsens Teenagerlove, der havde premiere på Det kgl. Teater i oktober 1962 – musicalen om pophelten, der stiger op fra arbejderklassen og lærer at sælge sig selv og sin sex-appeal i alliance med underholdningsindustrien og kapitalen – et engageret indlæg i den tids kulturkritiske debat om massemediernes indflydelse på ”den brede befolknings” smag og kulturforbrug. Her finder Savery sin egen personlige og harmonisk raffinerede jazzstil, og han komponerer en række iørefaldende sangnumre med musikalske karakteristikker af musicalens personer, en stribe udleverende pop-parodier og den folkemelodi-agtige ”Kinasang” der lægger op til læresætningen ”Folket vil ha’ opium”. Teenagerlove blev en publikumssucces, ikke mindst fordi melodierne var så præcise i deres parodier på pop-stilarter, at de selv fik karakter af slagere. Forestillingen gik i fire sæsoner på Det kgl. Teater, og den blev opført i alle de nordiske lande og i Tyskland og Belgien. En opsætning i New York måtte opgives, fordi Broadway-arrangørerne krævede ændringer i musicalens handling og holdning.
Samarbejdet med Ernst Bruun Olsen blev fulgt op med den samfundskritiske musikteaterforestilling Bal i den borgerlige (1966) på Det ny Teater. Her illustreres arbejderfamiliens dilemma mellem socialistisk solidaritet og snusfornuftig borgerliggørelse af musikalske genrer, der er sat op mod hinanden: Modal jazz med avanceret harmonik, borgerlig kormusik, vals, liturgisk kirkesang og iørefaldende dansemelodier, og kombinationen af tradition og modernisme åbner nye muligheder for karaktertegnende sange.
Sideløbende med scenemusikken forfulgte Finn Savery et modernistisk spor – han var fascineret af Darmstadt-modernismens kombination af fantasi og stringens. Især var han begejstret for det ekspressive og musikantiske i Pierre Boulez’ musik, studerede hans programskrift ”Musikdenken heute” og brugte flere år på eksperimenter og undersøgelser af serialismens muligheder. ”Dengang i tresserne var det en tung byrde for mange af os, og ihvertfald for mig, at det blev stillet op som et enten-eller: Enten var man på sporet med tresser-modernismen og Darmstadt-linien, eller også var man simpelthen død og håbløst forældet. Hvis man så, som jeg, på den ene side var vanvittigt engageret i det der førte over i Darmstadt-linien, og så samtidig har den forbindelse med jazzmusikken og folkemusikken, så kommer man i et svært dilemma, og det var jeg. En overgang i tresserne følte jeg, at jeg nærmest var i en krisesituation.”
Savery eksperimenterede med ”third stream” – sammensmeltning af kompositionsmusik og tolvtonejazz i Form-63 for jazztrio og kammerorkester (1963), og han komponerede Boulez-inspireret modernisme i Tre afsnit for klaver (1966-72) og Afsnit I og II (1966), en klangligt nuanceret, svævende, gennemsigtig musik for fløjte, guitar, bratsch, marimba og vibrafon – samme instrumentbesætning som i Boulez’ Le marteau sans maître.

Jazz og folkemusik

I 1970rne nedtoner Savery eksperimenterne og vender sig i højere grad mod enkle intervalforbindelser og melodiske sammenhænge. Han komponerer børnemusik, den jazzprægede kantate Igen og igen (1971) for blandet kor og instrumenter, musik til TVs julekalender Fest i møllen (1970) og til TV-versionen af Klaus Rifbjergs Amagerdigte (1971). Til kvintetten De nordiske spillemænd skriver han trilogien Ringlek, Psalm og Kringellek (1974-77) med nær tilknytning til folkemusikkens melodik og variationsformer, og Tre kinesiske sange (1974), hvis melodi og klang ligger tæt op ad den pentatone, nærmest enstemmige kinesiske tradition. Pentatont klingende melodier præger også strygeorkesterværket Shunting in a Peaceful Morning (1977), som er forbundet med barndomserindringen om tograngering en fredfyldt morgen på Frederiksberg.
Dette værk blev i 1982 udvidet med et længere afsnit for jazzgruppe til brug for opsætningen af balletten ”Gry” på Det kgl. Teater.
Som jazzmusiker udnytter Savery de nye klangmuligheder i el-piano og synthesizer og indspiller flere LP’er med sin faste trio: Savery selv på tangentinstrumenter, Mads Vinding på akustisk og elektrisk bas og Bjarne Rostvold på trommer. LP’en New York Series (1975) er komponeret efter et studieophold i USA, hvor Finn Savery satte sig ind i synthesizerens klangverden. De syv numre er hver for sig unikke formforløb med nuanceret instrumentation, individuelt formede temaer, præcise skift mellem karakteristiske rytmemønstre og inspirerede improvisationer. Titlerne kan associere til lydbilleder fra New York – den hastigt tikkende The New York Night, den dunkende Pulse of Greenwich Village og synthesizeren, der flyver bort i Lift off from World Trade Center.
Trioens følgende LP, Waveform (1978) indeholder tre Savery-kompositioner og flere numre af Airto Moreira og Milton Nascimento i latinamerikanske rytmer. Titelmelodien Waveform er en bevægelig lydskulptur af bølgende klange, puslende bevægelser og vibrerende lydflader. Surplus for soloklaver fabulerer i lange toneguirlander, der efterhånden indkredser melodi og akkorder fra den ”merværdi”-sang, som Savery havde skrevet i 1973 til Arbejdersangbogen, med tekst af Ernst Bruun Olsen. LP’en Many Moments (1982) viser nye rytmiske facetter af triospillet.
Som solopianist opførte Savery A Flow into a Poem (1979) ved poesi- og musikdage på Louisiana museet, og Tracks (1981), et pentatont præget forløb, som afsøger melodiske mønstre med få toner.
Et mangesidigt jazzværk er X-tract (1975), skrevet til Danmarks Radios Big Band, som i sit forløb inddrager pentaton melodik, atonale klange, modale improvisationer, synthesizerlyd og traditionelle bigband-figurer. Improvisation inden for givne rammer videreudvikles i Frame Work (1979) for 7 jazzmusikere og 11 klassiske musikere, som er præget af store kontraster mellem elektriske og akustiske instrumenter. TV-programmet ”Jazz på Kunstmuseum”, optaget mellem Asger Jorns billeder på Silkeborg Kunstmuseum i 1987, portrætterer Saverys trio, nu med Aage Tanggaard på trommer.

Enhed og mangfoldighed

Saverys evne til at skabe musikalsk mangfoldighed manifesterer sig på en ny måde i Like in Everyday Life (1978) for seks slagtøjsspillere. Det er meget mere end dagligdags musik – et værk i fire satser med verdensmusik-associationer til flere kulturer. I et rigt varieret forløb mødes pentatone melodier, orientalske klange og gamelan-lignende musik med syngende karibiske olietønder, tikkende sandpapirsrytmer og roto-trommers glidende tonehøjder. Rytmisk fremdrift veksler med artikuleret tysthed.
Enhed i mangfoldigheden kendetegner Kiming (1980), som er et hovedværk i Saverys produktion, skrevet til jazztrioen og de fem strygere i De nordiske spillemænd. Titlen er det gamle nordiske ord for horisont, og i det værk indgår de musikalske områder i Saverys åndelige landskab i en syntese, hvor en grundlæggende musikalsk substans udtydes på utallige måder – forandres og forskydes og endevendes i en mangfoldighed af instrumentationer og stillag. Det er en gammel svensk polska, der ligger til grund for værket, både i detaillerne og i hele formforløbet – den høres til allersidst. For samme oktet-besætning: klaver, bas, trommer, en ekstra bas og strygekvartet komponerer Savery Oktet-88 og Interplay (1991), hvor jazzens og strygernes klangverdener smelter sammen i afbalancerede helheder. Et senere værk for oktet er Zig Zag Variations II (1999)
Oktet-værkerne blev opført af Finn Saverys trio, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Kontra Kvartetten. Samarbejdet med Kontra kvartetten var indledt med Strygekvartet nr. 2 (1983), hvor strygernes sartbevægelige polyfone samspil klinger romantisk-ekspressivt, og det fortsætter med Strygekvartet nr. 3 (1990), som har en mere rå klang og accentuerede rock-agtige rytmer. Den rå rock-feeling klinger også igennem i to af de tre stykker for solocello skrevet til Morten Zeuthen, Rum, Rock-vignet og Spil (1989), som er virtuose ”showpieces” af klangeffekter, rytme og bevægelse. Også Synergie (1991) for guitarkvartet har præg af skarpe og skæve rytmiske accentueringer. Romantisk udtryksfuldhed og musikantisk spil høres igen i Koncert for marimba, harpe og strygere (1996).
Tre væsentlige sider af Saverys musik: Det emotionelle, det improvisatoriske og det pulserende opsummeres i Aspekter og Afspejlinger – 3 vedholdende satser (1986) for fløjte og guitar. I første sats fortætter mobile-agtige tonemønstre sig i bølger af emotionel intensitet, i anden sats får en flydende tonestrøm stadig nye aspekter af bevægelse og udtryk, og i tredie sats udvikler et samspil over en gennemgående puls sig til en spændingsfyldt dialog mellem instrumenterne. De karakteristiske satsbetegnelser er: ”med stærk indre glød”, ”af sig selv, men med vilje” og ”med robust fremdrift ”.

Åbning og integration

Savery føjer endnu en dimension til sin skabende virksomhed med det ”radiofoniske musikværk”
I dag og i nat (1994) over et digt af Søren Ulrik Thomsen – et bestillingsværk til DR P2musik og DIEM, Dansk institut for elektroakustisk musik. I værkets forløb dukker digtet langsomt op i en ramme af musik og reallyde, nogle få ord ad gangen. Bløde og skarptskårne synthesizerklange giver stemning og prægnans i syntetiske efterligninger af jazzensembler og eksotiske instrumenter, og enkle optagelser af skridt, trafiklarm, et stueur og et klaprende vindue skaber illusioner af pludselige åbninger til uventede rum. I det halvtimelange værk giver Savery med sikker sans for timing, kontraster og gentagelser en tolkning af digtet, der er både nøgtern og suggestiv, afspændt og pirrende, kontant og fantasiåbnende.
Med Trio for klarinet, cello og klaver (1999) når Savery frem til en ny syntese af den ”klassisk-romantiske” musiks følelsesudtryk og den ”rytmiske” musiks energiske fremdrift. I et grænseland mellem tonalitet og atonalitet, gestisk smidighed og insisterende puls udfolder de tre instrumenter sig i et dramatisk og afbalanceret samspil, hvor musikken bevæger sig gennem et righoldigt spektrum af udtryk fra det dystre, foruroligende og smertefulde til det søgende, syngende og inderlige. Her forener rytmisk energi og spændstighed sig med melodisk følsomhed og klanglig ekspressivitet. Saverys dualistiske indsigt fortætter sig til dynamisk integration.

Citaterne af Finn Savery er fra portrætinterviewet ”Talløse varianter mellem det enkle og det komplicerede”, ved Erik Christensen, i Dansk Musik Tidsskrift 1980/81 nr. 1, side 15-24.
En senere artikel om komponisten er Bertel Krarup: ”Dualisme – Finn Savery i omrids”, i Dansk Musik Tidsskrift 1995/96 nr. 4, side 122-26.